Toleranse og fordømmelse

Venstrefløjsfolk har historisk set altid fundet det mageligere at diskutere med deres egne – og ikke med et stort publikum, der bestod af almindelige mennesker,« sier sosiologen Frank Furedi til Weekendavisen. »Den tendens er langt mere ekstrem i dag end dengang. Når jeg påpeger vigtigheden af at tage ud og diskutere med The British National Party – vor tids National Front – ser de på mig, som om jeg er Hitler, sier Frank Furedi i et intervju med Weekendavisen. Ytringsfrihet og ekstremisme er et av temaene på Civitas møte om høyreekstremisme på Litteraturhuset kl. 17.

Publisert: 28. september 2011

»Venstrefløjsfolk har historisk set altid fundet det mageligere at diskutere med deres egne – og ikke med et stort publikum, der bestod af almindelige mennesker,« sier sosiologen Frank Furedi til Weekendavisen. »Den tendens er langt mere ekstrem i dag end dengang. Når jeg påpeger vigtigheden af at tage ud og diskutere med The British National Party – vor tids National Front – ser de på mig, som om jeg er Hitler.« Furedi skynder sig dog at påpege, at intolerance også har rod på højrefløjen.

»Højrefløjen har kørt en kampagne mod, at britiske universiteter har givet islamister en platform til at fremme deres sag, men jeg er en af de få akademikere, der har debatteret med radikale islamister, og jeg mener, at de skal have lov til at sige, hvad de vil. Som intellektuelle har vi så til gengæld et ansvar for at argumentere mod jihadisternes holdninger. Det gælder specielt, hvis vi kan gøre det foran unge muslimske tilhørere. Det er muligt, at man taber diskussionen over for langt de fleste tilhørere, men så længe man får plantet et frø hos en eller to eller bare underminerer modstanderens selvtillid en anelse, har man gjort noget godt. Den slags debatter er der næsten ingen, der tager. Der sker ingen interaktion. De taler med deres publikum, og vi taler med os selv.«

Les hele intervjuet her.